Nyheder
Nyheder

På besøg i de internationale organisationers by

Aalborg Stift tog på studietur til Genève og besøgte FN, Kirkernes Verdensråd og Det lutherske Verdensforbund

På besøg hos Kirkernes Verdensråd. Foto: Aalborg Stift. 

Onsdag d.10. oktober mødtes Aalborg og Genève. Biskop Henning Toft Bro, provstekollegiet samt to stiftsjurister fra Aalborg Stift rejste til Genève i Schweiz - de internationale institutioners by. 

Her besøgte Aalborg Stift FN’s kontor samt den verdensomspændende kirkelige organisation Kirkernes Verdensråd. Hos Verdensrådet var der en grundig orientering og samtale om rådets arbejde, herunder blandt andet projektet Pilgrimage of justice and peace.

Den nordjyske delegation mødtes også med Det lutherske Verdensforbunds generalsekretær Martin Junge, som levende og engageret fremlagde verdensforbundets arbejde.

”Det var turens højdepunkt,” fortæller provst Thomas Reinholdt Rasmussen. Junge fortalte om, hvordan den lutherske kirke udvikler sig rundt om i verden og hvordan balancen i den globale kirke i stigende grad rykker sig fra nord mod syd. For eksempel vokser den etiopiske kirke med cirka 1 million medlemmer om året.

”Men Junge understregede også, at Det lutherske Verdensforbund står utvetydigt fast: Præsteembedet er både for mænd og kvinder! I den økumeniske samtale går LVF ikke på kompromis for eventuelt at komme frem til en konsensus om præsteembedet – hverken internt i LVF eller i dialog med andre kirker,” fortæller Thomas Reinholdt Rasmussen.

Desuden nævnte Junge, at de kirker, der ekspanderer, uden tvivl er de kirker, hvor lægfolket har en vigtig plads i kirken. Sådan er det overalt. Det er også betydningsfuldt for os i Danmark, siger Reinholdt og nævner, at Aalborg Stift fokuserer meget på frivillighed i disse år. ”Frivillighed er vigtigt for kirken – også i ekklesiologisk forstand,” tilføjer han. 

Biskop Henning Toft Bro prædikede i den danske menighed i Genève, og der blev talt om, hvordan det er at være en lille dansk menighed i et meget mangfoldigt samfund.  

Turen sluttede søndag med gudstjeneste i den engelsktalende lutherske menighed i Genève, en menighed der består af mange forskellige nationaliteter. Under gudstjenesten, hvor biskop Henning Toft Bro medvirkede med læsning og nadveruddeling, blev der læst og sunget på forskellige sprog. Men alligevel var gudstjenesten meget genkendelig med en luthersk liturgi.

Turen til Geneve var været en rigtig god oplevelse, konkluderer Thomas Reinholdt Rasmussen og tilføjer, at turen har været horisontudvidende og givet et bedre indblik i, hvad der sker i det internationale kirkeliv.